KØBENHAVNS SYDHAVN – FRA INDUSTRI PÅ DJÆVLEØEN TIL BOLIGER PÅ VANDET
Oplev den nye bydel, der tager form i Københavns Sydhavn, og hør hvad der ligger bag navne som Druknehuset, Kirkeskibet og Djævleøen.
Enghave Brygge er den sidste kajkant i Sydhavnen, der omdannes til boligområde. Vi stikker hovedet op af den nye metro og kigger nærmere på nabolaget, med nye lejligheder, og gamle bygninger som fyrtårne til at fortælle historien.
Havneområderne var tidligere hjemmebane for jernindustri, kul og cement, og var en gang kendt som Djævleøen. I dag er området ved at udvikle sig til et boligområde. Vi skal se de gamle store haller, der har fået nyt indhold og vi skal se de nye institutioner, der kommer samtidig med boligerne – skoler, kirke, forsamlingshus, restauranter, supermarkeder og selvfølgelig cafeer. Der ligger store firmadomiciler langs de gamle kajer, men skrothandel, støberier og handel er skiftet ud med viden og kommunikation.
Havnebassinerne er tidligere lergrave, hvor teglværkerne hentede deres materiale til mursten. Mange af bygningerne i de københavnske brokvarterer er lavet af mursten fra Sydhavnens teglværker. Vi ser spor af fortidens dominerende industri, før havnen blev udvidet sydpå efter første verdenskrig.
Vi starter og slutter ved metrostationen Enghave Brygge, der åbnede 22. juni 2024.